Grarup på taget

For nogle dage siden optog vi et tv-indslag om fotograf Jan Grarup til TV2/Fyn. Grarup er prisbelønnet og kendt for sine meget direkte og indtryksfulde krigsfotografier fra verdens brændpunkter. Et job, som har haft omkostninger psykisk og sat sit præg på Jan Grarup. Optagelserne var  til et tv-indslag, der vises i forbindelse med Grarups fotoudstilling på Brandts fra den 26. august 2016 med titlen “Back into the darkness”.

Når jeg laver tv-indslag, er det naturligvis levende billeder, der er grundlaget for historien. Men når det handler om en fotograf, der lever af at lave pressefotos, så er det naturligt også, at få det med i en fortælling beskrevet i levende billeder. Og jeg mener ikke kun Jan Grarups egne fotos som han generøst lader os bruge, men det at bruge fotos af manden selv som en del af fortællingen.

Det handler jo om stillbilledet og dets styrke, så derfor medbragte jeg (som altid) mit eget stillkamera med en plan om, at tage fotos, der kunne indgå i vores historie til tv/web. Fotografiet kan noget det levende billede ikke kan (med enkelte undtagelser).

Stills kan fange et splitsekund af et udtryk og en følelse, og fastholde det, som beskriver mere end ord, og mere end selv lange videosekvenser kan. Fotoet står printet i hukommelsen, mens video bidrager med noget som fotoet ikke magter. Med lyd, tale og dramaturgi kan man skabe forløb og beskrive følelser i en samlet fortælling . Fotografiet og video, er hver sin fortælleform, men man kan jo også blande det sammen.

Jeg var lidt spændt på hvordan jeg skulle få en anden, og meget erfaren fotograf til, at agere foran mit kamera. Det hjalp så lidt med, at få brudt isen hurtigt, at jeg fotograferer med et Leica M9. Det spottede Grarup med det samme jeg trådte ind af døren, og anerkendte det tydeligt da han også har et par Leica M modeller i sin værktøjskasse.

Efter vi havde videofilmet non-stop i en time, førte Jan Grarup mig op på taget af sin 4.sals lejlighed, via en trappestige og en altan, da jeg bad om at få lov til at tage still-fotos. Min intuition, er grundlæggende, at følge med og lade den jeg skal fotografere vise vejen, hvis de vil, og jeg fornemmer det er det, som kan føre til et godt resultat. Jeg havde et par idéer i baglommen, men man skal være parat til at ændre på planerne og se hvad det fører med sig. Bagefter kan man så afprøve om der skal laves noget andet. Det skulle der ikke den dag.

Jeg fik det meste af hvad jeg gik efter, bare ved at være med. Det er ekstremt vigtigt, at den man fotograferer er tryg ved en, og ved det, der skal vises. Også selvom det er en hærdet medievant fotograf. Ellers får man ikke det udtryk, der kan vise hvem mennesket er, og billedet mister betydning. Jeg håber så bare, at det som jeg selv fornemmede i situationen, også er kommet frem via de fotos vi fik taget. At de virker både som en del af et tv-indslag og for sig selv.